Der er fortsat grund til at være investeret, idet man ellers kan være stensikker på, at inflationen hastigt gør indhug i købekraften.
Det er lettere at lempe end at stramme op, og derfor er det slut med centralbankernes gaveregn over de finansielle markeder. Vi befinder os investeringsmæssigt i en svær tid, hvor det vil være hårdt arbejde det næste lange stykke tid. Det er en helt ny opgave, som ikke mindst centralbankerne står overfor.
Derfor gælder det endnu mere end vanligt om at være opmærksom på sin risiko, når man investerer sine midler.
Der er fortsat grund til at være investeret, idet man ellers kan være stensikker på, at inflationen hastigt gør indhug i købekraften. Også selv om september har været hård kost på markederne.
Den nuværende situation er sværere at afkode end andre tidligere potentielle økonomiske nedture. Vi står endnu ikke midt i en entydig økonomisk nedgang, men i en situation, hvor visse dele af økonomien fortsat buldrer af sted – på grund af de stigende energipriser oplever eksempelvis virksomheder inden for denne branche kraftig indtjening, mens andre oplever udfordringer i netop pga. af de stigende omkostninger og begynder at forberede sig på den recession, som alle efterhånden øjner forude.
Energi og amerikansk dollar er de to ting, man i år skulle have investeret i. Dollaren er steget cirka 20 pct. på halvandet år i forhold til krone og euro – 1 dollar koster nu knap 7,57 kroner. Det er der flere årsager til: Dels er USA’s centralbank hurtigere til at hæve renten end ECB, så den toneangivende amerikanske korte rente nu er 3,25 pct., hvor den er 1,25 pct. i Europa. Det gør dollaren forholdsvis mere attraktiv end euroen. Dels er dollaren traditionelt også at regne som en sikker havn i usikre tider.
Med inflationsrater på 8-9 pct. skal de korte renter dog alt andet lige stige yderligere på begge sider af Atlanten, hvis der skal være en form for økonomisk logik og ligevægt i tingene. Derfor har september indtil videre også budt på stensikre renteforhøjelser fra både ECB og Nationalbanken – og snart Bank of England og Federal Reserve i USA. Spørgsmålet har alene været, om renten hæves med trekvart eller et helt procentpoint. De forventede renteforhøjelser skal stimulere folk til at mindske forbruget, sådan at foden økonomisk set bevæger sig fra speeder til bremse.
Det positive i den nuværende situation er, at den økonomiske aktivitet fortsat er høj mange steder. Der er også fortsat en god del likviditet i markedet, og de private husholdninger og virksomhederne har store opsparinger, selv om inflationen gør sit for at udhule dem. Vi har altså noget at tære på, men inflationen gør, at polstringen hurtigt får ben at gå på for tiden.
Inflationen er med rette på alles læber, og mange har travlt med entydigt at placere skylden på Vladimir Putins skuldre. Det er rigtigt, at Ruslands krig og invasion af nabolandet Ukraine har skubbet yderligere på inflationen, men det er vigtigt at være opmærksom på, at inflationen ikke begyndte den 24. februar, da Rusland invaderede Ukraine.
Her var den i gang, fordi den begyndte allerede i 2021, hvor centralbankerne burde have sat ind med de første renteforhøjelser. Men man fortsatte ufortrødent med en historisk lempelig pengepolitik af i den tro, at inflationen var midlertidig.
Centralbankerne har derfor sat sig selv på en kæmpemæssig opgave. Efter finanskrisen og den periode på 11-12 år frem til coronapandemien var det lettere at finde medicinen, idet man i grove træk blot kunne lempe pengepolitikken og skubbe mere likviditet ud i markedet.
Nu skal der sadles om, og det har vist sig at være sværere at stramme sig ud af problemerne end at lempe sig ud af dem. Delvist selvforskyldt, fordi man er kommet for sent i gang og var for aggressiv under coronakrisen.
Kort fortalt er det nemmere at forsøge at skubbe en økonomi i gang og dele gaver ud ved at lade seddelpressen rulle end at bremse en økonomi, der buldrer af sted med kraftig inflation og masser af økonomisk aktivitet.
Man kan sige, at vi for længe har levet over evne med gratis kapital stillet til rådighed, og nu er vi så i en situation, hvor centralbankerne ikke længere kan komme os alle til undsætning.
I stedet for at skubbe gang i hjulene, skal farten sættes ned, så inflationen ikke løber løbsk og kommer endnu mere ud af kontrol. Det kommer uundgåeligt til at betyde lavere økonomisk vækst, og der er ikke nogen hjælp at hente fra pengepolitiske stimuli.
I Europa er ECB dog presset af, at de gældsramte økonomier i Sydeuropa kan ryge ud i problemer, hvis renterne bliver hævet for hastigt, hvorimod Federal Reserve i USA ikke skal skele til så meget andet end, hvad der passer amerikansk økonomi bedst og derfor har en anden handlefrihed end ECB.
Summa summarum er det et kritisk efterår, vi har bevæget os ind i: Forbrugerne skal betale el- og gasregninger, der til stadighed stiger i pris, og det vil gøre et indhug i opsparing og rådighedsbeløb, og det vil også betyde, at forbrugsmønstrene vil ændre sig. Husleje, fødevarer, el, varme og vand er nødvendighederne, der står øverst i både Maslows behovspyramide og det virkelige liv.
