Artha i Børsen Investor Podcast: En gåde, hvad det er, der foregår

Arthas aktiechef Lars Hytting medvirkede den 22. februar i Børsen Investor Podcast til en snak om GN Store Nord og selskabets planlagte aktieemission. Du kan læse artiklen om emnet via dette link, hvor der også er link videre til selve podcasten.

I Artha har vi længe haft et godt øje til GN Store Nord-aktien, fordi vi fundamentalt set mener, at der er tale om et undervurderet selskab med stor ekspertise inden for sit felt krydret med en fornuftig markedsposition.

 

Men tilliden har lidt et gedigent knæk med den planlagte aktieemission på 7 mia. kr., som virksomheden annoncerede for nylig. At rejse nye penge er sjældent noget, som eksisterende aktionærer jubler højlydt over, men værre er det faktisk med den slingrekurs, vi har været vidne til. Dels er der uklarhed om kommunikationen, så GN Store Nord nu siger, at beløbet er ”op til 7 mia. kr.”, og dels agter GN Store Nord at holde fast i udbyttebetaling og aktietilbagekøb – selv om man altså også vil rejse nye penge fra investorerne.

Side 1 i lærebogen: Maksimer aktionærernes værdi

Og det er uforståeligt, fremhævede Lars Hytting i Børsen Investor Podcast. Han mener, at GN-ledelsen eklatant forsømmer side 1 i CBS-lærebogen om, at børsnoterede selskaber er sat i verden for at maksimere aktionærernes værdi.

”Jeg havde et møde med ledelsen, lige da de havde annonceret det, og gud hjælpe mig, om jeg ikke sidder og hører på, at deres økonomichef siger, at man indenfor en overskuelig fremtid vil udbetale udbytte og lave aktietilbagekøb. Med den ene hånd skal vi aflevere syv mia. kr., og med den anden hånd skal vi have noget af det tilbage i form af udbytte og aktietilbagekøb. Det er simpelthen så hovedløst. Jeg var i granatchok,” siger Lars Hytting, Artha Kapitalforvaltning. 


Skriv kommentar