Trods renteforhøjelsen forleden har vi set de første spæde tegn på, at USA’s centralbank begynder at slække lidt på de pengepolitiske stramninger. Der kan ligge et year-end-rally under overfladen, skriver Arthas Lars Hytting i denne kronik i Børsen den 7. november.
FED har udløst panikken, men FED er også nøglen til at stoppe den igen. Ét element har i særdeleshed været hård ved de finansielle markeder i 2022. Set udefra er flere om buddet, men de massive rentestigninger i USA har gjort ondt på stort set samtlige aktivklasser, fint akkompagneret af bl.a. ECB.
Årsagen til de markant højere renter er en inflation, der pludselig kom ud af kontrol, og reelt har vi på bare 10 måneder fået bevægelser så store, at de normalt tager flere år. På de 10 måneder er størstedelen af det hidtil største finansielle eksperiment rullet tilbage, og alt imens er centralbanker i den vestlige verden blevet taget på sengen.
I 2021 gjorde man for lidt for langsomt, og vi skal ikke længere tilbage end december 2021, hvor FED på sit rentemøde gentog, at den høje inflation var midlertidig. Jeg husker så tydeligt det december-rally, der afsluttede sidste år.
Men inflationen var på ingen måde midlertidig, og pludselig var den vestlige verden permanent belejret af den højeste inflation i 40 år. Pludselig var man tvunget til at handle, og vi har siden været vidne til panik og en gøren for-meget-for-hurtigt. Økonomien er splittet ad.
Krisen rammer forskelligt i Europa, USA og Asien
Situationen i Europa: Høj inflation, men energikrisen gør det svært at styre og renser vi herfor, er kerneinflation høj, men ikke kritisk. Inflationen er dermed delvis forbrugerdrevet, men mindre end det, vi ser i USA.
Europa står overfor en meget udfordrende vinter, og specielt den tyske industri vil få det svært. Dette trækker grene til andre lande i Europa, men energikrisen rammer primært her, ligesom det også er tilfældet med følgerne af Ruslands krig i Ukraine.
I USA har vi alt for høj inflation drevet af en over-efterspørgsel på stort set alt. Der er fortsat dobbelt så mange ledige stillinger, som der er ledige, boligmarkedet er kørt voldsomt op, men USA mærker ikke noget synderligt til energikrisen. FED har strammet renten – som sædvanlig som de første – og hugget bremsen i.
I Asien er inflation ikke meget højere end normalt. Væksten er ramt af Kina og de stramme covid-restriktioner derude, og der kæmpes fortsat grundet dårlige vacciner. Japan er fortsat i vækstmæssigt kviksand, og endelig har flere lande kæmpet med forsyningen efter covid-19. Der er dog forlydender om, at de kinesiske myndigheder vil slække på nultolerancen overfor covid-19.
Opsummerende møder de enkelte kontinenter hver sine udfordringer, men alligevel er det renterne, der har sat retningen på samtlige markeder. I centrum af det hele har FED taget førertrøjen på, og reelt har renteforhøjelserne i USA givet synkrone rystelser over resten af kloden. Og netop derfor er der nu grund til noget optimisme.
Ifølge Wall Street Journals økonomiske chefreporter, Nick Timiraos, pønser FED på snart at foretage en form for midtvejsevaluering af, hvordan renteforhøjelserne har virket. Den forventede renteforhøjelse på 0,75 procentpoint i november landede helt i tråd med forventningerne, men herefter er der måske udsigt til en mindre i december, hvorefter der skal gøres status. Hvilken skade har man gjort på økonomien?
Set herfra kræves ikke megen fantasi for at tolke ovenstående positivt, for det kan være nøglen til enden på renteforhøjelserne. Nøglen til slutningen på de jævnlige stød, der har ramt markedet, og dermed slutningen på de konstante ændringer af spillereglerne. Se på de finansielle markeder som et brætspil, hvor centralbankerne laver reglerne, og deltagerne forsøger at spille bedst muligt.
Reelt ved vi intet om, hvad der kommer til at ske, men det er før set, at Wall Street Journal har været brugt som prøveballon af FED. I en mørk tid er det derfor et af de små lys, men vi ved også, hvor hurtigt det går på de finansielle markeder. Både aktier og obligationer har haft et ekstremt udfordrende år, og alene udsigten til uændrede spilleregler kan give den nødvendige ro.
Allerede den 5. oktober bekendte jeg i Børsens podcast at være ”forsigtig optimist”. Argumentet var, at der ikke skal så meget til, og at markedet bredt set har fået store tæv. Små lys kan hurtigt blive stærkere, men de bliver det kun, hvis vi ser selve lommelygten fungere. Den amerikanske inflation skal ned, og det hidtidige niveau må ikke eskaleres yderligere herfra. Vi har brug for at se, at våbnet mod inflation virker.
I mange år har den amerikanske jobrapport været kendt som kongetallet, men ”kongen” har abdiceret, og en ny er kommet til. Inflationen er ny på tronen anno 2022. Derfor er det vigtigt at se inflationen kommer under kontrol og gerne fortsætte det lille knæk, der har været siden juni.
Jeg medgiver, at vi fortsat står overfor store udfordringer i verden, men husk, at markedet er forud og allerede er i foråret 2023.
Det har uden tvivl været et tumultarisk år på de finansielle markeder, og med konstant ændrede spilleregler er spillet utilregneligt. Udsigt til potentiel stabilitet kan være lige det, markedet har brug for. FED startede det hele og kan nu også lægge låg på. Der spøger et year-end-rally under overfladen.
Kommentaren er også bragt som kronik i dagbladet Børsen den 7. november 2002.
