***
Hvis man kigger på de aktuelle markeder, kan man let få den tanke, at de gamle investeringsdyders tid er forbi, og gode begreber som værdiansættelse, indtjening og økonomiske fundamentaler er blevet sendt på pension.
I stedet er momentum p.t. den dominerende investeringsstrategi, og markedet belønner i det, der allerede stiger med afsæt i stærke fortællinger og store forventninger, mens indtjening og værdiansættelse må vige og en tur uden for døren.
Den primære årsag til, at vi er endt med den nuværende markedssituation, skal findes i de enorme mængder af likviditet, der flyder rundt i det finansielle system. Den likviditet er ikke opstået ud af det blå.
Lempelig pengepolitik
En af de væsentligste er, at stater, især USA, fortsætter med at låne og bruge penge på et historisk højt niveau. Det skal finansieres ved udstedelse af obligationer, og det er et ordentligt skud kapital direkte ind i det finansielle system.
Den høje likviditet er ligeledes en effekt af mange år med lave renter. Efterdønningerne efter mere end et årti med ekstremt lempelig pengepolitik fornægter sig ikke – heller ikke selv om centralbankerne har hævet renterne de senere år. Men den rigelige kapital fra dengang er her stadig i vidt omfang: Den globale pengemængde udgør således i dag over 100.000 mia. dollar – mere end en fordobling på 10-15 år.
Jagten på afkast i en verden fyldt med kapital spiller også en betydelig rolle. Når pensionskasser, kapitalforvaltere og private skal investere rekordstore formuer, bliver spillepladen med mulige investeringer begrænset, og derfor løber mange investorer i flok ind i de samme aktiver. Og udbud og efterspørgsel gælder stadig, så når efterspørgslen er stor og udbuddet begrænset, stiger aktiverne i pris.
Men likviditeten stopper ikke her. Passive investeringer spiller også en stigende rolle, og væksten i passive investeringer gør, at nye penge automatisk flyder mod de største selskaber uden at skele til prisen.
Virksomhedernes egne aktietilbagekøb er endnu en forklaring. Når selskaberne spytter milliarder efter egne aktier, understøtter det kursudviklingen (indtjeningen pr. aktie løftes, og antallet af aktier reduceres).
Den generelle formueeffekt i samfundet er ligeledes stigende. Når både boliger, aktier og pensionsopsparinger stiger i værdi, følger risikovilligheden ofte med op. Følelsen af at blive rigere er ikke bare en følelse, men kan omsættes til også at investere mere. Det sender nye og flere penge ind på markederne med det resultat, at likviditeten stiger og skaber endnu en byggesten til den situation, vi har nu.
Selvforstærkende
Og så må vi bare konstatere, at hele fortællingen om AI-revolutionen er blevet den helt store investeringshistorie her, hvor vi har passeret midten af 2020’erne.
Investorerne er klar til at betale næsten hvad som helst for at være med – FOMO findes, og den er selvforstærkende.
Resultatet af ovenstående forklaringer er et aktiemarked, hvor relativt få selskaber fylder stadigt mere og får koncentrationsrisikoen til at nå nye højder.
På kort sigt kan det høje niveau af likviditet og begejstrede fortællinger drive kurserne langt op, men på længere sigt har markedet en ubønhørlig tendens til at vende tilbage til virkeligheden, hvor det igen er virksomhedernes evne til at skabe indtjening, cashflow og reel værdi, der afgør afkastet.
Kommentaren har også været bragt i Børsen den 13. august 2026.
