I Finans den 27. april havde ArthaScopes adm. direktør Brian Kudsk en kommentar om den aktuelle udvikling på aktiemarkedet, som du kan læse lige her hos Finans og i sin fulde længde herunder:
Verden bed negle i marts på grund af krigen i Mellemøsten og uvisheden om, hvor det hele ville ende. Det kunne aflæses negativt i aktiekurserne. I april er der vendt op og ned på det hele. Det viser, hvorfor det er en dårlig ide at sælge ud i kortsigtet panik.
Det er snart to måneder siden, at USA og Israel angreb Iran og nok en gang satte fut i det notorisk urolige i Mellemøsten. Det har taget al opmærksomhed i de finansielle markeder siden da, og det har skabt store dønninger undervejs – men det pudsige er, at i hvert fald aktiemarkedet nu står et bedre sted, end da krigen brød ud.
Det fortæller meget om, hvor hurtigt aktiemarkedet egentlig arbejder, og hvor hurtigt det er til at tage forskud på glæderne. Det er ganske enkelt et signal om, at man ikke længere lægger synderlig vægt på Mellemøsturoen, men tager for givet, at det løser sig. Lige præcis hvornår er mindre vigtigt.
Krigen i Mellemøsten har gjort, at vi igen er begyndt at se på olieprisen som et vigtigt pejlemærke. Er den over eller under 100 dollars? Hvis den er over, så er aktiemarkederne røde, er den under, er de typisk grønne. Vi har været vidner til voldsom volatilitet, men alligevel kan man bare konstatere, at udviklingen i april har været særdeles positiv og meget af det tabte fra marts er indhentet og mere til.
Det kan vi se både på en stor del af førende aktieindeks rundt om i verden, og i vores egen butik går samme billede igen: Negative afkast er vendt til positive.
Samme udvikling som på aktiemarkedet går ikke helt igen i rentemarkedet, hvor obligationsinvestorerne ser noget mere pessimistisk på situationen. Man kan godt argumentere for, at aktiemarkedet nok ser lidt for let på alvoren, mens rentemarkedet omvendt har en tand for travlt med at se det halvfyldte glas som tomt.
Mildest talt er det opsigtsvækkende med den forskel, men det har sin gode forklaring.
Dels tænker aktie- og obligationsinvestorer i udgangspunkt ikke helt ens. En aktieinvestering afspejler typisk mere optimisme og tro på fremtiden, mens obligationsinvesteringer fraset de højrisikable generelt er udtryk for en mere forsigtig investeringstilgang. Det er i øvrigt ikke enten-eller, og man kan som investor sagtens spille på flere heste og investere i begge aktivklasser. Det er noget, vi selv praktiserer og er lig med god spredning af risikoen.
I den konkrete situation vi oplever lige nu, har uroen stået på i snart to måneder, flere våbenhviler har været undervejs og skabt grobunden for den genfundne optimisme, og det slår hurtigt igennem på aktierne, der altid er lidt forud for den generelle økonomi.
Samtidig må man også konstatere, at aktiemarkedet efterhånden tager alting ret roligt, fordi der har bredt sig en opfattelse af, at enten regeringer eller centralbanker træder til med hjælpende hænder og kommer og redder os, hvis det for alvor brænder på. Finansieringen sker med stigende statsgæld, som ikke mærkes nu og her, men på sigt kan komme til at gøre ondt.
Modsat står obligationsinvestorerne, hvor signalerne om renteforhøjelser fylder mere og skaber nogle bekymringer. Det er den høje oliepris, der skaber grobunden for de bekymringer, fordi stigende oliepres udgør et inflationært pres. Derfor er vi på kort tid gået fra at forventede uændrede eller måske endda ligefrem lavere renter til nu at frygte renteforhøjelser for at afbøde virkningerne fra den høje oliepris.
Men det er et tveægget sværd: Hæver man renterne for at dæmme op for den høje oliepris, risikerer man at skade væksten og den globale økonomi, og så er man lige vidt. Derfor gør centralbankerne også klogt i lige at se situationen og se, hvor meget skade olieprisen reelt udretter, før man gør alvor af overvejelserne og selv hæver renterne og potentielt udretter skaden selv.
Naturligvis er fornyet inflation et fænomen, som centralbankerne ikke kan tillade sig at ignorere. Det er sådan set det de er sat i verden for at kontrollere og i yderste fald bekæmpe.
Omvendt er der nogle ting i den nuværende situation, der gør, at der er mulighed for en mere reaktiv respons end den proaktive: Alle kender årsagen til den stigende oliepris, og alle kan også se en løsning (våbenhvile, fred og genåbning af olieforsyningerne) på problemet.
Hvis de stridende parter ellers vil og kan blive enige om det, kan de begrave stridsøksen omgående, og vi kan skrue tiden tilbage som før. Nogle vil måske tabe lidt ansigt, men den amerikanske befolknings opbakning til Donald Trump er på et historisk lavpunkt, og det har en klar sammenhæng med krigen i Iran og de stærkt stigende benzinpriser, som rammer mange af hans vælgere direkte på privatøkonomien.
På den baggrund er der god grund til, at centralbankerne indtil videre viser sig tilbageholdne med at skrue op for renterne. Eventuel inflation er netop ikke trukket af noget, der minder om økonomisk overophedning, men ene og alene af olieprisen.
Derfor bør centralbankerne egentlig gøre, ligesom vi typisk anbefaler privatinvestorer at gøre, når markederne skvulper: Sid på hænderne, bevar roen og isen i maven, indtil det værste driver over.
Det er yderst sjældent en god ide at sælge ud i det, der minder om kortsigtet panik. Naturligvis skal man ikke ligge investeret med mere risiko, end man har det godt med, men for en reelt langsigtet investor bør de seneste to måneder ikke give anledning til bekymring set med rent investeringsmæssige øjne.
Meget bedre dokumentation end den flotte udvikling i april får man ikke. Det viser, hvilket stof aktiemarkedet samlet set er gjort af, og hvor hurtigt det kan bevæge sig op. Det skal man altid have i baghovedet.
