KOMMENTAR I FINANS FRA 11. JUNI 2026:
Den gik ikke længere: Efter otte rentesænkninger siden 2023 og et år med uændrede renter har ECB nu hævet renten. Det risikerer at ende som en vovet manøvre, der kan ramme europæisk økonomi.
AF BRIAN KUDSK, adm. direktør og partner, ArthaScope
Kigger man alene på inflationstallene, giver torsdagens renteforhøjelse fra ECB god mening. Inflationen i eurozonen er på få måneder røget kraftigt i vejret og gået fra at ligge lidt under målet på 2 pct. til nu 3,2 pct. – det højeste niveau i mere end to år.
Årsagen er naturligvis krigen i Mellemøsten, der har fået olieprisen til at stige drastisk, og det har drevet inflationen i vejret på få måneder. Og når man har et styringsmål, der hedder 2 pct. inflation, er der ikke så meget at rafle om. Styringsrenten må op – i første omgang med et kvart procentpoint.
Men den energidrevne stigning er faktisk argumentet for, at ECB godt kunne have overvejet at holde renten i ro og måske burde have gjort det: Tager man kerneinflationen, hvor man renser tallet for energi og fødevarer, er kerneinflationen ”kun” steget til 2,5 pct. Det er stadig for højt, men ikke kritisk højt, som når niveauet overstiger 3 pct.
Eurozonen har ellers haft styr på inflationen i 2024, 2025 og starten af 2026, men krigen i Mellemøsten har haft omgående indvirkning på inflationen, og fra ECB’s side er man naturligvis bange for, at inflationen igen kommer ud af kontrol som i 2022 og 2023.
Den bekymring er berettiget, men omvendt opretholder europæisk økonomi lige nu ikke et aktivitetsniveau, der tilsiger, at en renteforhøjelse er strengt nødvendig.
Hagen ved at hæve renten i et Europa, der notorisk kæmper med væksten, er høj risiko for, at renteforhøjelser påvirker det økonomiske aktivitetsniveau negativt. Det er en vovet manøvre, også selv om man bevæger sig længere og længere væk fra inflationsmålet på 2 pct.
Står ECB med valget mellem at bekæmpe inflation, når den kommer op i det nuværende leje, og beskære lidt af væksten, er ECB dog forpligtet af sin målsætning på 2 pct. på bekostning af væksten.
Sporene fra begyndelsen af 2010’erne burde dog stadig skræmme eller som minimum give plads til lidt mere is i maven.
Dengang – kort efter finanskrisen – hævede ECB renterne ad flere omgange. Det var alt for tidligt og skete på et tidspunkt, hvor Europas økonomi slet ikke var parat til pengepolitiske stramninger, og de stramninger blev dråberne, der skabte grobund for gældskrisen i Europa.
Den historik må man ikke glemme, men med den hastigt stigende inflation de senere måneder føler den europæiske centralbank nok, at man ikke længere kan tillade sig at se situationen an og sidde på hænderne uden at stramme pengepolitikken. Det store spørgsmål er, om ECB reagerer på en form for inflation, som den reelt ikke kan bekæmpe med stigende renter.
Mens den aktuelle renteforhøjelse har været ventet i markedet med høj sandsynlighed, er det mere uvist, om vi får endnu en til september. Det er der også en vis sandsynlighed for, men meget kan ske endnu over de kommende måneder.
Ny Fed-chef på umulig mission
Anderledes forholder det sig i USA, hvor renteniveauet i forvejen er højere, men de rentesænkninger, som præsident Trump længe højlydt har efterlyst, ser helt og aldeles urealistiske ud. Den nye centralbankchef Kevin Warsh får med de nuværende inflationsniveauer en umulig opgave i at indfri Trumps ønske om lavere renter.
Inflationen i USA er på linje med eurozonen steget i år. Året blev indledt med inflation på akkurat acceptable 2,4 pct. og var i april steget til 3,8 pct. og fortsatte op i maj til 4,2 pct. Fortsætter den udvikling, kommer Fed også til at hæve renten i USA, uanset om Kevin Warsh og præsident Trump drømmer om det modsatte. Donald Trump er kommet med endnu en opsigtsvækkende udtalelse om, at han ”elsker inflation”, og at den nok skal falde som en sten igen, når krigen i Iran er slut. Det er svært at tage seriøst.
Fed har sænket renten seks gange siden 2023, men holdt den uændret siden november sidste år, mens ECB har sænket renten otte gange siden 2023 og holdt den uændret siden juni sidste år. Den æra er nu rindet ud – i første omgang for ECB’s vedkommende, og spørgsmålet er, hvornår Federal Reserve følger trop.
Hvad gør vi som investor?
For os som kapitalforvalter er det naturligvis en udvikling, vi følger tæt, fordi vi ved, hvor afgørende pengepolitikken er for markedsstemningen, og hvor de finansielle markeder bevæger sig hen. Senest har vi i maj bl.a. øget vores eksponering til realkreditobligationer, og samtidig har vi bemærket, hvordan april og maj har budt på kraftige kursstigninger i aktiemarkedet.
To måneder med den udvikling samt aktuel udsigt til renteforhøjelser giver anledning til, at man som investor bør overveje at finpudse risikoen eller som minimum give sine investeringer et ekstra tjek for at vurdere, om man fortsat ligger rigtigt positioneret i det, der er endnu et spændende investeringsår i 2020’erne.
Indtil videre har vi haft markeder præget af covid-19, krig i Ukraine, inflation og renteforhøjelser, AI, fedmemedicin på fremtog, grøn omstilling, Donald Trump. I år er turen så kommet til krig i Mellemøsten og stigende oliepris som nye markedspåvirkende faktorer.
