Man må spærre øjnene op, når man ser, hvor hurtigt aktiemarkedet i april og maj har genvundet tabene fra marts i kølvandet på krigen i Iran. Det er, som om aktiemarkedet er vaccineret imod dårligdomme – måske fordi man har vænnet sig til, at det aldrig får lov at gå helt galt.
Egentlig burde man måske ikke være overrasket over, at aktiemarkedet igen-igen har vist sig i stand til at genvinde store tab i rekordfart, som vi har set i april og maj. Det er efterhånden sket en del gange, så når det sker en gang mere, bør det ikke komme bag på nogen.
Alligevel er det svært at lade være med at knibe sig lidt i armen over, hvor hurtigt det tabte er genvundet, siden krigen i Mellemøsten brød ud i slutningen af februar. Krigen udløste en ret voldsom marts, hvor markederne faldt markant parallelt med, at olieprisen steg kraftigt og satte gang i nye inflationsbekymringer og frygt for renteforhøjelser frem for de rentesænkninger, som markedet ellers var begyndt at glæde sig til.
Siden marts har pilen til gengæld stort set kun peget op, og negative afkast for året er vendt til pæne positive afkast i langt de fleste afkroge af markederne.
Den robusthed er bemærkelsesværdig, nærmest uanset hvordan man vender og drejer det, situationens alvor taget i betragtning. Men aktiemarkedets konklusion er lige nu, at krigen i Iran før eller siden finder sin løsning, og så vender vi snart tilbage til normaltilstanden igen. Derfor kan markedet nogenlunde uhindret fortsætte sin færd.
Helt aktuelt ser heller ikke truslen om nogle relativt reelle renteforhøjelser på de kommende centralbankmøder i Washington D.C. og Frankfurt ud til at gøre noget synderligt indtryk på aktiemarkedet, der kører videre med uformindsket styrke.
Spørgsmålene står i kø
Hvordan kan det lade sig gøre – hvordan kan det blive ved – hvorfor reagerer aktiemarkedet ikke skarpere, når den slags sker – hvor bliver korrektionerne af? Som garvet investeringsmand med mere end 30 års investeringserfaring i den finansielle sektor må jeg stille mig selv den slags spørgsmål fra tid til anden.
Først og fremmest skal det fremhæves, at der ikke findes nogen garantier for, at det bliver ved. Derefter kan jeg konstatere, at der siden Finanskrisen i 2008 skal rigtig meget til, før aktiemarkedet skælver, og de gange det så sker, går det ualmindeligt hurtigt med at rette skuden op igen.
Retfærdigvis er olieprisen de seneste uger faldet over 20 pct. og er nu et godt stykke under den kritiske grænse på 100 dollar per tønde. Det i sig selv tager toppen af inflationsbekymringerne, og set helt kortsigtet kan det godt tjene som en konkret forklaring på, hvorfor det er gået godt med aktierne i maj.
Aktiemarkedet er typisk også noget hurtigere end det mere forsigtige obligationsmarked til at tage forskud på glæderne. På den led er krigen i Iran allerede vand under broen, dvs. et historisk event, der har fundet sted, og så kan markedet ellers bevæge sig videre. Om det så lige bliver i næste måned eller først om et kvartal eller to, at en gældende fredsaftale falder på plads, er mindre afgørende.
Aktiemarkedet er optimistisk i sin natur. Og med god grund.
Der er nemlig også en sandhed i, at aktiemarkedet efterhånden har vænnet sig til, at intet kan – eller må – gå galt. Derfor kan aktiemarkedet tage det helt roligt i vished om, at curlingforældrene i form af de ansvarlige regeringer og centralbanker nok skal komme og rage kastanjerne ud af ilden, hvis det brænder på.
Spidser tingene for meget til, viser historikken, at der bliver ilet til for at hjælpe virksomheder og privatinvestorer ud af moradset. Problemet med den slags hjælp er, at den finansieres med stigende statsgæld, som ingen af os rigtig mærker noget til her og nu, da regningen skubbes foran os og ud i fremtiden til de kommende generationer.
Så krakelerer billedet pludselig, for nok kan markederne finde tryghed i alle hjælpe- og redningspakkerne, når de lander, men samtidig stiger afhængigheden af den højere offentlige gæld.
Det kan være effektivt og nødvendigt på kort sigt, da det kan dæmpe de værste udsving og få skabt noget ro, men længere nede ad vejen kan det stigende gældsniveau potentielt udvikle sig til et problem, så vi er mere sårbare, hvis renterne f.eks. skal op.
Ser man på tallene, taler de for sig selv: Mens vi her i Norden og Tyskland er de artige børn i klassen og nu har lavere eller samme statsgæld som omkring Finanskrisen, er statsgælden i lande som USA, Kina, Storbritannien, Japan og store dele af Sydeuropa steget voldsomt de seneste godt 15 år. For de fleste af de nævnte lå statsgælden pænt under 100 pct. af BNP omkring Finanskrisen – nu er det markant over efter stigninger på 25-30 procentpoint.
I samme periode er centralbankernes balancer – og dermed likviditet i systemet – eksploderet efter de massive støtteopkøb af obligationer, vi har haft siden Finanskrisen og frem til covid-19-pandemien. Før Finanskrisen udgjorde centralbankernes samlede balancer ca. 5.000 mia. dollar til knap 30.000 mia. dollar, da covid-19 toppede.
Det er de to ting tilsammen, der har finansieret festen, selv om der er blevet strammet lidt op i den lempelige pengepolitik de senere år. Kort sagt er det alle de midler, der har ”bedøvet” markedet og gjort det immunt.
Så en del af den ”uovervindelighed”, vi ser i aktiemarkedet, hænger sammen med en klar følelse af, at risikofaktorerne er reduceret pga. den statslige indblanding. Ja, måske er der ligefrem tale om en forventning om, at det sker. Det er ikke optimalt på lang sigt.
Hvis investorerne per automatik regner med, at staten og centralbankerne holder hånden under det hele, risikerer vi at få et marked, hvor risici systematisk undervurderes, og aktiekurserne holdes kunstigt oppe.
Jeg forudser ikke nogen korrektion lige om hjørnet, da festen potentielt kan fortsætte længe endnu. Ingen har lyst til at være lyseslukker, men den dag systemet for alvor slår sprækker, kan det mærkes, at man hver gang har lagt et kunstigt låg på problemerne. Når vi en dag får mere end blot et kortvarigt dyk, skal systemet derfor vise, hvor robust det reelt er.
Også i fremtiden vil der komme kriser forbi og påvirke markeder, men efterhånden kan vi konstatere, at der skal rigtig meget til at slå aktiemarkedet helt ud af kurs.
Med den viden i bagagen gælder det sådan set om at komme i gang med at investere sine midler, men det skal naturligvis ske med omtanke. Det indebærer bl.a. de rigtige overvejelser om risikoen, hvor den klare opfordring herfra er at indtænke nogle af ovenstående pointer, inden man går i gang med blindt at investere sine midler.
