Brian Kudsk, adm. direktør i Artha, stod 27. maj bag kommentaren i Finans, hvor han kiggede nærmere på, hvordan professionelle forvaltere klarer sig over for private.
Læs hele kommentaren herunder:
Et forsvar for den professionelle forvaltning
Både amatører og aber kan slå professionelle forvaltere og lave mindst lige så gode afkast, lyder det igen og igen. Det er rigtigt – og alligevel helt forkert.
AF BRIAN KUDSK, adm. direktør og partner, ArthaScope
For nylig kunne man læse bl.a. her i spalterne, at amatørinvestorer klarer sig lige så godt som professionelle investorer.
Over både en tre- og fireårig periode havde de private investorer på onlineplatformen Interactive Investor klaret sig mindst lige så godt som de professionelle, viste den britiske undersøgelse, som omtalen tog afsæt i.
Det kan typisk fremkalde lidt hovedrysten eller sågar forargelse, for hvorfor betale for noget, man lige så godt kan klare selv? Og det er da altid en god historie, når hr. og fru Jensen selv kan klare ærterne lige så godt, som dem der har investering som deres levevej.
Men hver gang vi professionelle forvaltere ser sammenligningen, krymper vi os en lille smule. Selvfølgelig fordi vi altid gerne vil klare os bedst i sammenligninger, som de fleste gerne vil, men allermest, fordi sammenligningsgrundlaget er meget tyndt grænsende til decideret forkert. Det er to helt forskellige verdener, der sammenlignes med et alt for entydigt fokus på afkast og nærmest ingen opmærksomhed på anden side af mønten: Risikoen.
Den ikke helt urimelige påstand herfra er, at professionelle investorer har en helt anden forståelse af risiko end den typiske private investor – og helt givet også end den abe i det berømte dartpile-eksempel, der altid drages frem for at vise, at selv aber kan klare sig lige så godt som professionelle forvaltere. Ja, det er rigtigt, men fundamentet er også vidt forskelligt.
Hvor private kan tillade sig at være eksponeret i nogle få aktier, sågar helt ned til en, så har professionelle jo typisk en helt anden form for risikospredning og ofte i form af flere forskellige aktivklasser. De forholdsregler behøver private investorer slet ikke tage. De har en helt anden investeringsfrihed og ikke noget benchmark, de skal måle sig imod.
Rammer den private en eller flere raketaktier, så er der grobund for et afkast, der kan efterlade samtlige professionelle investorer på perronen. Sådan vil det altid være. Det er en del af gamet, men man skal bare huske, at sammenligningen reelt ikke giver mening.
Faktisk kunne man påstå, at de private har leveret et ret dårligt afkast over den fireårige periode, der er blevet målt på i den britiske undersøgelse. Med 18,4 pct. ligger de således 0,2 procentpoint efter de professionelle – med højere risiko i form af højere aktieandel og enkeltaktier, der vægter mere end professionelle forvaltere må. Det er det, de professionelle øjne falder over, når afkastene skal fordøjes.
Risikodelen synes næsten helt væk fra ligningen, når det gælder de privates investeringer – den del kan professionelle ikke tillade sig at se bort fra, men er omfattet af strikse regler for, hvor meget enkeltinvesteringer må fylde.
Der går nok en rum tid, så ser vi samme konklusion igen, og det vil ikke være med en anderledes konklusion næste gang. Det lever vi med, og historien er da også sjov nok, men det kunne nu være fint nok, hvis sammenblandingen af pærer og bananer bliver lidt mere seriøs, så den påtagne risiko spiller en større rolle.
Det at professionelle leverer et lille smule bedre afkast end amatører med langt lavere risiko er faktisk en påmindelse om, at de professionelle har leveret som lovet og levet op til deres ansvar. Den historie er naturligvis lidt mere kedelig, men pointen er, at man altid kan finde et bedre afkast et sted i markedet, der slår den professionelle forvalter.
I USA er der en aktie, der hedder Super Micro Computer, der er steget over 200 pct. i år. Det havde været genialt, hvis man havde satset alle sine penge her ved nytårstid. Nvidia, som vi hele tiden hører om pga. den hæsblæsende udvikling inden for AI, er steget næsten 100 pct. og havde også været sjov at have enten solo eller sammen med Super Micro Computer.
Sådan kunne en privat portefølje se ud, evt. i kombination med Zealand Pharma herhjemmefra, der er steget over 70 pct. i år pga. hypen inden for fedmemedicin. Måske krydret med lidt Novo Nordisk (oppe 32 pct. i år) for en sikkerheds skyld, så var der noget at prale med til den næste familiefest.
Men sådan spiller klaveret ikke for den professionelle investor, hvor risikospredningen er tvunget til at fylde langt mere.
Når det gælder investering, kommer vi naturligvis aldrig nogensinde uden om at måle på afkast, som er og bliver kerneydelsen, men det er vigtigt at få en forståelse af, at risikoen, man påtager sig, skal stå mål med afkastet. Her er der i den grad fortsat noget at komme efter.
Læs hele artiklen hos Finans ved at klikke her
