ArthaScope i Berlingske Business: Det holder de danske eksperter øje med i 2025

Ligesom ArthaScopes Lars Hytting medvirkede den 30. december 2024 i Berlingske Business med en status over investeringsåret 2024, blev han også bedt om at kigge på 2025 og komme med sit bud på de forventede hovedoverskrifter for det nye år.


Her er der ingen tvivl om, at magtskiftet i USA bliver en af de vigtigste begivenheder. Ikke mindst når vi får syn for sagen for, hvordan Donald Trump egentlig har tænkt sig at regere.

 

Og netop Trump er personificeringen af, at der ikke bare er tale om et nyt år, men også en ny situation pga. skiftet på præsidentposten:


»Jeg er ikke i tvivl om, at 2025 kommer til at adskille sig fra 2024 alene ved, at der kommer et magtskifte i USA. Men vi ved reelt set ikke, hvad Trump kommer til at betyde,« forklarer Lars Hytting i artiklen, hvor han også nævner, at Trumps comeback kan få den konsekvens, at USA’s centralbank sænker renten mindre end antaget.


Trump og renterne er dog ikke de eneste, der kræver opmærksomhed. Allerede i slutningen af årets første måned lander de første regnskaber fra de børsnoterede virksomheder – og det kan give et godt pejlemærke for, hvad vi skal forventes os af året. Og det er vigtigt – og måske endnu vigtigere end i de foregående år.

»Nu har vi haft nogle år, hvor makroøkonomiske nøgletal var virkelig svære at gennemskue, fordi det handlede om, hvad de betød for renten. Nu tror jeg, at 2025 bliver et år, hvor vi kigger mere på, hvad selskaberne tjener,« siger Lars Hytting i Berlingske-artiklen, som du kan læse her.

Skriv kommentar