ArthaScope i Børsen: Nvidias nedtur giver værdifuld lektion til investorer

ArthaScopes adm. direktør Brian Kudsk stod 29. januar bag den aktuelle kommentar i Børsen om kinesiske Deepseek, der pludselig kom på alles læber, da selskabets nye AI-model sendte bl.a. Nvidia-aktien ned med 17 pct. (= 589 mia. dollars og det største enkeltdagsfald i en aktie nogensinde).

 

En kinesisk opkobling stjal ud af det blå al fokus og skar milliarder af verdens værdifulde selskabs værdi. En vigtig lektion til investorer om at sprede deres risiko. 

 

Den 27. januar 2025 bliver uden tvivl en af de dage, der bliver husket på de finansielle markeder.

 

Nvidia, verdens mest værdifulde virksomhed, tabte 589 mia. dollar og stod dermed for det største værditab på en enkelt dag for en børsnoteret virksomhed.

 

Broadcom, et andet amerikansk selskab, der også gør sig inden for teknologi og mikrochip, og inden den famøse mandag var et af verdens ti mest værdifulde selskaber, tabte 17,4 pct.

 

Samlet blev teknologiindekset Nasdaq banket mere end 3 pct. ned. Det hører trods alt til sjældenhederne, selv om det hører med, at kurstabet i Nvidias kun svarer til, at afkastet er blevet slået et par måneder eller tre tilbage.

 

Det uforudsete kursfald skete, fordi Deepseek, et relativt nystiftet kinesisk selskab, har udviklet sin egen og gratis AI-model R1, der er lige så god som den velkendte og udbredte Chat GPT.

 

Til forskel fra Chat GPT har R1 imidlertid været langt billigere at udvikle og benytter sig desuden af langt færre af de mikrochip, der har været i så høj kurs, og som Nvidia har tjent milliarder af dollar på.

En gamechanger

Deepseeks lancering af R1 har sat Silicon Valley og hele teknologibranchen, inkl. aktiemarkedet, på den anden ende.

For hvis R1 kan det samme som Chat GPT, men efter sigende blot har kostet under 6 mio. dollar at udvikle på grund af et langt mindre behov for de dyre mikrochip, så bliver det tolket som en mulig gamechanger inden for kunstig intelligens.


R1 er på kort tid blev den mest downloadede app i Apples App Store for blot at understrege potentialet.


Alle har talt om, hvor voldsom en efterspørgsel, der er efter de her mikrochip, men hvis Deepseek-modellen viser, at man kan gøre det hele med mindre end det halve, vil det andet lige ramme og sænke efterspørgslen og dermed påvirke prisen.

 

Det rammer Nvidia, Broadcom og andre aktører inden for mikrochipindustrien, hvor man ellers har kunnet få det indtryk, at the sky is the limit.

Det kan medføre, at den mest euforiske del af AI-hypen kan blive trukket tilbage til virkeligheden og atter få fast jordforbindelse.

 

Det er ikke jordens undergang, ligesom hele grundlaget for den kunstige intelligens heller ikke fordufter lige med ét. Men måske er det meget sundt at få blandet lidt realisme og snusfornuft ind i hele AI-menageriet.

Alt det er sagt med det forbehold, at vi jo ikke rigtig kan gennemskue strukturen bag Deepseek endnu, så der er også en del gætværk, der skal tages højde for.

 

Ellers kan man også se på den måde, at en eventuelt lavere efterspørgsel på mikrochip kan medføre billigere chip og gøre teknologien langt mere tilgængelig for flere.

 

Sund konkurrence

Det kan godt være, at det – som vi fik en brutal smagsprøve på mandag – bliver hårdt for højt prissatte amerikanske teknologiaktier og især selskaber som Nvidia og Broadcom, men overordnet er det jo kun godt, når et nødvendigt gode bliver mere overkommeligt i pris og udbredt til flere.

 

Så kan det godt være, at der kommer flere rundt om det bord, der kommer til at tjene de penge, som det stod i kortene, at Nvidia og resten af USA’s teknologiindustri skulle tjene nærmest egenhændigt, men det er jo ikke nedfældet i nogen naturlov, at der alene skal stå Nvidia eller USA på al AI-indtjening.

 

I øvrigt har Nvidia selv været ude og kommentere på den opsigtsvækkende Deepseek-nyhed og siger, at den netop viser potentialet ved AI (og underforstået Nvidias mikrochip). Selskabet virker relativt komfortabelt ved situationen trods det heftige kursfald.

 

Det er ellers netop uforudsete begivenheder som denne, der gør, at vi professionelle investorer typisk anbefaler, at man spreder sin risiko og ikke lægger alle sine æg i én kurv.

 

Et uforudsigeligt marked

Før fredag den 24. januar og hen over weekenden til mandag den 27. januar var der næppe mange sjæle og investorer, der var bevidste om eksistensen af Deepseek og havde taget notits af en så hurtig potentiel U-vending af den bane, der spilles på inden for kunstig intelligens.

 

Nu har Kina meldt sig ind i kampen i form af Deepseek, og det er ikke så overraskende, at udfordreren til den amerikanske tech-innovation kommer lige netop derfra.

 

Men man kunne da godt have ønsket sig, at Deepseek var dansk eller europæisk, og at det var os selv, der havde udviklet et modsvar til den amerikanske teknologiske dominans.

 

Lige nu og her må vi dog bare nøjes med at konstatere, at vi endnu engang er blevet klogere på, hvor uforudsigeligt de finansielle markeder fungerer.

 

Nu også med et muligt wakeupcall til hele AI-branchen, der måske lige er blevet offer for en solid omgang disruption.

 

Skriv kommentar