ArthaScope i Finans: Pension er for vigtigt til at blive prøveklud for eksperimenter

ArthaScopes adm. direktør Brian Kudsk skrev den 27. januar kommentaren i Finans med afsæt i pension, der for alvor kom på agendaen i løbet af 2024. Det var godt, men det må ikke ende med at skabe forvirring. Link til artiklen findes her


Emnet pension stjal i løbet af efteråret fokus som sjældent set og fik for alvor status som et aktuelt tema. Nu gælder det om at undgå tvivl og forvirring.

 
Tilbage i sommer skrev jeg her i Finans om, at pensionen skal ud af skyggetilværelsen.
 
Det må i den grad siges at være sket i løbet af efteråret, hvor pension i den grad blev et af de aktuelle temaer, der blev diskuteret vidt og bredt. Jeg vil ikke tage æren for det, men nøjes med at glæde mig over det, for der er ingen tvivl om, at debatten for alvor blev intensiveret i efterårets løb.
 
 
Og det blev hurtigt forvirrende med mange forskellige interesser og holdninger i spil.
 
Politisk blev det en varm kartoffel, da spørgsmålet om retfærdig tilbagetrækningsalder vs. sunde offentlige finanser kom i spil igen – krydret med intern uenighed i SVM-regeringen om, hvad der er ret og vrang og sammenblandet med, om vi overhovedet har råd, når forsvarsbudgettet også skal hæves. Her er mange formentlig allerede hægtet af.
 
 
Også internt i branchen har det været flittigt diskuteret, hvor meget man egentlig bør spare op, og om der er en risiko for, at for mange takker for tidligt af fra arbejdsmarkedet, hvis deres pensionsopsparinger ender med at blive for store.
 
Det er alt sammen godt og fint og har medvirket til, at pension er blevet et mere normalt emne at tale om for flere mennesker. Men vi er også ved at være der, hvor forvirringen risikerer at blive total, og sådan skal det helst ikke ende. Samlet set skulle vi helst blive klogere.
 
Pension er et vigtigt økonomisk spørgsmål for både individer og de offentlige kasser – og for vigtigt et tema til at gå op i politisk fnidder.
 
Netop af den grund er det vigtigt, at fundamentet er til stede og til at stole på. Det skal ikke brydes op i tide og utide. Vi skal kunne diskutere pension, men der skal være ro om de grundlæggende præmisser, så folk ved, hvad de har at forholde sig til.
 
 
I stedet ville det være tiltrængt med et øget fokus på alle de fremragende perspektiver, der er i pension, opsparing og investering både på individniveau og set fra statskassens side.
 
Siden årtusindskiftet har PAL-skatten (pensionsafkastskat, der årligt lagerbeskattes i danskernes pensionsopsparinger) indbragt 609 mia. kr. til statskassen, og forventningerne går på yderligere 40-50 mia. kr. i 2024, kunne man forleden læse i Børsen.
 
Det er med andre ord en af de helt store indtægts- og finansieringskilder for Danmark kun overgået af indkomstskat, moms og selskabsskat. 
 
Spørgsmålet om, hvorvidt for store pensionsopsparinger risikerer at få folk til at trække sig tidligere tilbage, er efterhånden også besvaret og gjort til skamme. Et stort antal sætter pris på fleksibilitet sidst i arbejdslivet, og mange arbejder videre, måske på let nedsat tid, trods gode pensionsopsparinger.
 
Det er her, at fokus efter min mening bør ligge.
 
Hvordan får vi fintunet pensionssystemet endnu mere, så endnu flere får sparet op til deres alderdom ved at gøre det endnu mere attraktivt at tænke på sin pension.
 
Det er med til at sikre økonomisk frihed for den enkelte, og det er samlet set godt for statskassen – også selv om et mindretal benytter sig af muligheden for at trække sig tidligere tilbage.
 
Folk med solide pensionsopsparinger vil andet lige også trække mindre på de offentlige ydelser og overførsler. Altså ligeledes win-win for individ og statskasse.
 
Hvis man endelig skal eksperimentere, kunne man måske ligefrem lege med den kætterske tanke at sænke PAL-skatten fra de nuværende 15,3 pct.
 
Over årene har indtægterne fra PAL-skatten langt oversteget estimater og forventninger, så der er i hvert fald et råderum til det, hvis man vil prioritere det. Og en lavere skattesats vil kun få danskernes pensionsopsparinger til at bugne endnu mere og gøre dem endnu mindre afhængige af folkepension og ATP-ydelsen.
 
Og ej at forglemme: Ikke mindst vil endnu flere danskere kunne se værdien af at spare op og investere.
 
Det vil sætte pension positivt på dagsordenen uden alt for meget unødig støj og forvirring.

Skriv kommentar