ArthaScope åbner dags dato nyt kontor i Silkeborg og ansætter samtidig Søren Bach som ny storkundedirektør og Anders Kristiansen som ny kundedirektør.
De slutter sig til Henrik Øst Andersson, der har base i Skanderborg, og Ruben Hede Rosenberg (Fredericia), så vores jyske team fremover består af fire stærke og erfarne kunderådgivere.
”Vi er meget glade for at kunne styrke vores tilstedeværelse i Jylland ved at kunne tiltrække to kapaciteter som Søren Bach og Anders Kristiansen. Søren kender vi i forvejen og er meget glade for, at han er retur i ArthaScope-regi, mens vi ligeledes ser meget frem til at kunne tilknytte Anders og nyde gavn af hans mangeårige erfaring i branchen. Fælles for dem begge er, at de er udstyret med faglig tyngde og værdimæssigt har det rette ArthaScope-DNA,” udtaler Brian Kudsk, adm. direktør og partner i ArthaScope og tilføjer:
”Med etableringen af nyt kontor i Silkeborg er det vores mål at skabe en base, hvor vores jyske team med fire erfarne kundespecialister kan arbejde ud fra, men det er ikke sådan, at det kun handler om Silkeborg. Det er en del af hele vores ambition om at få et stærkere fodfæste i hele det vestlige Danmark, ligesom de enkelte kunderådgivere har netværk over hele Danmark og også kommer til at have deres gang på vores hovedsæde i København.”
Nyansættelser ser frem til at komme i gang med arbejdet
Både Søren Bach og Anders Kristiansen kommer fra lignende stillinger i Formuepleje, og for Søren Bach er der tale om en tilbagevenden, da han for år tilbage var en del af Artha inden fusionen med Scope. Ud over arbejdet med formuende kunder er Søren Bach kendt som stifter af velgørenhedsorganisationen KidsAid, der har 25 års-jubilæum i år.
”Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet med store kunder i ArthaScope og yde kvalificeret rådgivning om den vifte af gode investeringsløsninger, vi kan tilbyde. Det gælder både de eksisterende investeringsløsninger, og nye koncepter vi er ved at udarbejde,” siger Søren Bach.
For Anders Kristiansen gælder det, at han tager hul på et nyt kapitel efter et par årtier hos Formuepleje og før det Nordea. Erfaringen er dermed i top, men det er appetitten på at komme i gang med sin nye rolle også:
”Jeg motiveres af at skabe langvarige relationer og levere gennemtænkte løsninger, der tager udgangspunkt i den enkelte kundes behov og familieforhold. I sidste ende handler det hele om at skabe tillid mellem kunde og rådgiver, og vi skal honorere den tillid ved at være tætte på vores kunder, inddrage alle aspekter af familiens formueforhold og levere investeringsløsninger, der er blandt markedets bedste med afsæt i kundens accept af risiko og krav til forrentning. Det er afgørende for den langvarige relation,” siger Anders Kristiansen.
Kontoret i Silkeborg er beliggende på Hovedgårdsvej 3, og kontaktoplysningerne på Søren Bach og Anders Kristiansen finder du herunder:
Storkundedirektør Søren Bach 21909011 // sb@arthascope.dk
Kundedirektør Anders Kristiansen 40137207 // ak@arthascope.dk